Hjemmesideopgaven 2023

Hjemmesideopgave 2023

Hjemmesideopgaven 2023

I skal i grupper á 2-3 lave en hjemmeside for en lille virksomhed i den fiktive by Computerville.

I vælger selv virksomheden i samråd med jeres lærer.

Ambitionen er at hjemmesiden er færdig senest fredag 24. marts, da der derefter følger først SO2 og dernæst påskeferie. Men enkelte småting kan godt tilføjes efter fristen.

Hvad er Computerville?

Computerville er en middelstor stationsby på Sjælland. Den har godt 3.000 indbyggere. En del af dem er pendlere, der arbejder i København eller andre større byer i nærheden. Pendlerne har generelt et højere uddannelsesniveau og højere indtægt end resten. Der er dog også mange, der arbejder i byen eller i nærheden, fx som håndværkere. I alt er ca. 2/3 af byens befolkning erhvervsaktive.

Byen har forholdsvis mange børnefamilier. Mange har valgt at bosætte sig i Computerville, fordi byen har mange faciliteter: Skole, børnepasning, apotek, to større dagligvare-butikker, bibliotek med borgerservice, lille biograf m.m. Man engagerer sig lokalt og der er stor opbakning til lokale aktiviteter.

Men der er også en stor del ældre. Disse ældres livsindstilling afspejler Computervilles tidligere status som landbrugssamfund. De er lidt skeptiske over for byens hurtige udvikling og de mange tilflyttere.

Ud over de fastboende har Computerville glæde af mange gennemrejsende, dvs. folk der kører til byen for at pendle med toget. Disse bor ikke i byen, men køber gerne ind på hjemturen.

Hvad skal hjemmesiden indholde?

Hjemmesiden skal naturligvis præsentere virksomheden passende og fremstå troværdig. Dvs. informere om virksomhedens produkter og målsætning. Der skal være forside og mindst 5 undersider. Der skal desuden være en shop hvor man kan købe relevante varer.

Hjemmesidens design skal være tilpasset målgruppen mht. billeder, farver, skrifttyper, tekster osv.

Hjemmesiden skal indeholde mulighed for interaktion med brugeren. Dvs. afhængigt af virksomheden skal der være en eller flere af disse  6 muligheder:

Webshop: Brugeren skal kunne bestille og købe produkterne fra virksomheden (uden dog at gennemføre selve betalingen). Denne del kan laves med plugin’et WooCcommerce eller Shopify. Men hvis det er for svært, skal gruppen som minimum lave en side, der “ligner” en webshop.

Kontaktformular: Brugeren skal kunne kontakte ejerne af hjemmeside vha. en kontaktformular. Denne del laves vha. et selvvalgt plugin til WordPress. Contactform7 er et godt plugin til formålet.

Kommentar: Nogle af virksomhederne egner sig til en ”blog” på deres hjemmeside,

som brugeren kan skrive kommentarer til. Brug WordPress’ indbyggede værktøj.

Eventskalender: brug plugin’et Eventsmanager til at organisere og administrere events

SoMe: brug den indbyggede menu til sociale links

Bookingkalender: brug evt plugin’et Booking Calendar

Chatfunktion: brug evt plugin’et Live chat

Andre plugins: I må meget gerne selv finde plugins! Men husk altid at tjekke anmeldelser samt om det er opdateret.

Virksomhederne

Slagter

Den lokale slagter har været i byen i generationer og er meget respekteret trods sine forholdsvis høje priser. Men de nye tider kræver økologisk kød, og der er også kommet muslimer til byen. Da slagteriet i forvejen producerer halalslagtet kød, er det ikke noget problem at fremskaffe kødet. Derudover tilbyder slagteren forskellige ”madkasser” til de travle børnefamilier. Disse bestilles online i en shop.

Bager

Den tidligere bager er netop gået konkurs. Bageriet er blevet overtaget af en kæde, der er kendt for sin høje kvalitet og tilsvarende priser. Ud over bageriet har de også et lille konditori, hvor man kan nyde både kage og varm kakao. Hvis man bestiller i forvejen, har bageriet en pose med morgenbrød og kage parat. Der skal være en shop hvor man kan købe bageudstyr.

Frisør 1

Denne frisør har været i byen i mange år og har et solidt publikum blandt de ældre. Men indtægterne falder og frisøren er nødt til at finde på en udvidelse af butikken. Måske en pakkeshop? Hjemmebesøg? Under alle omstændigheder skal man kunne booke tid online på hjemmesiden. Der skal være en shop på siden hvor man kan købe hårprodukter.

Frisør 2

Denne frisør er nystartet. Hun arbejder med økologiske produkter og har netop indrettet et tilstødende lokale med fitnessudstyr. Her kan man mod betaling træne sig selv. Både denne træning og klippetid kan bestilles online. Der skal være en shop hvor man kan købe hårprodukter.

Computerville Café

Den lokale café drives af frivillige. Her er fællesspisning hver uge og andre arrange-menter. Det kniber lidt med opbakningen, og man forsøger sig derfor med musikaftener med lokale bands samt yoga. Hjemmesiden skal informere men også indeholde mulighed for at købe billetter til det hele. Der skal være en shop hvor man kan købe merchandise med caféns logo.

Ishuset

Det lokale ishus er nystartet. Udvalget er is er eksklusivt – ellers køber folk bare deres is i discountbutikken overfor. For denne butik er det vigtigt med den gode kundekontakt. De har derfor mange små ”events” og konkurrencer, som folk deler på Facebook. Man kan derudover bestille is m.m. til udbringning på hjemmesiden. Der skal være en shop hvor man kan købe tallerkner, skåle og bestik målrettet is.

Elektrikeren

Den lokale elektriker har været i byen i generationer. Men tiderne skifter, og folk kræver tyverialarm, solceller, jordvarmeanlæg m.m. Elektrikeren skal have en hjemmeside der understreger hans faglige dygtighed, men også giver gode tips til hvordan man sparer på varme og elektricitet. Der skal være mulighed for at skrive til elektrikeren med spørgsmål. Der skal være en shop på siden hvor man kan købe lamper og andre elapparater.

Genbrugsbutikken

Den lokale genbrugsbutik har altid meget på lager og desværre ikke altid nemt ved at få det solgt. Butikken har brug for en hjemmeside, der fortæller hvilke gode formål man støtter, men også får det til at fremstå hipt og smart at købe brugt. Det skal være muligt at bestille afhentning af fx møbler. Der skal desuden være en shop med et udvalg af butikkens varer.

Den uventede virksomhed

Byen har også en speciel virksomhed. Det kan være en fotograf, en healer, en terapeut, en musiker, en tøjbutik, en blomsterbutik. Find selv på flere!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *